Hanstholm Surfklub
Hanstholm Surfklub (HMSK) er en nyopstartet forening, som holder til ved surfspottet ”Fiskemel” i Hanstholm. I HMSK dyrker vi de store og små fællesskaber. Vi har til formål at styrke et positivt fællesskab og en bæredygtig udvikling af surfaktiviteter, surfmiljøet og surfturismen ved Hanstholm. Med surfaktiviteter menes alle sportsgrene, der udnytter dønninger og brydende bølger som f.eks. surfing, windsurfing, SUP-surfing, kitesurfing, foil-surfing mm. Klubbens primære aktiviteter er dog surfing og windsurfing. HMSK har desuden til formål at varetage surfernes interesser i at beskytte og udvikle Hanstholms unikke surfspots herunder Fishermans Corner, Fakir, Fish Factory, Middles, Hamborg, Campingpladsen og Vigsø Bugt.
I HSMK ønsker vi at skabe en lokalforankret surfkultur i Hanstholm med plads til alle. Vores mission er at gøre surfsporten tilgængelig for alle, som måtte have mod på og lyst til at prøve kræfter med bølgerne i Hanstholm.
Hensigten med Hanstholm Surfklub (HMSK) er at fremme kendskabet til sporten og etablere et rekreativt tilbud til børn, unge og voksne i byen. Vi ønsker desuden, at vores surf-fællesskab kan tiltrække nye beboere til byen, som ønsker at engagere sig i lokalsamfundet. HMSK stræber efter at være synlige både på stranden og i Hanstholm by, og vi arbejder på at udbrede kendskabet til surfing ved at samarbejde med andre lokale aktører og foreninger samt arrangere sociale begivenheder.
Undervisning og klubaften
På nuværende tidspunkt tilbyder vi en ugentlig klubaften med surfundervisning for nybegyndere og letøvede, hygge, fællesspisning og sammenhold. Vores klubaftener er for alle aldre og niveauer. Vi har våddragter, sko og boards, så det eneste, du skal medbringe, er dig selv, dit gode humør og lidt lækkert til grillen. Vi er klar til at guide og hjælpe dig med at blive fortrolig med havet og fange din allerførste bølge. Lyder det som noget for dig? Så hold øje med klubbens instagramprofil @hanstholmsurfklub og klubbens facebookside.
Vores sæson løber fra midt april til midt oktober hvert år. I juli holder vi sommerferie. I vinterhalvåret tilbyder vi ikke undervisning, men henviser til vores WhatsApp-gruppe ”HSMK surfmakker”, hvor det er muligt at finde en surfmakker. Kontakt Stine Molin via 23656740, hvis du vil med i tråden.
Vores drømme
Selvom vi er en lille klub, kan vi godt drømme stort, og øverst på vores liste står et klubhus. Vi drømmer om et klubhus med omklædning, bad, opholdsrum og opbevaring af udstyr, hvor vi kan mødes før og efter en surfsession eller over en kop kaffe. Derudover drømmer vi om endnu flere seje frivillige, som vil være med til at understøtte klubbens aktiviteter. Så hvis du går med en instruktør i maven eller er du frisk på at passe grillen eller har du en drøngod idé, så kontakt Allan 40933375 el. Stine M 23656740
Vi ses på bølgen
Æloha
HMSK